Kære medlemmer af Gentofte Svømmeklub,
Som det fremgår af dagsordenen til et møde i kultur- og fritidsudvalget i Gentofte Kommune den 13. marts, har vi i Gentofte Svømmeklub nogle udfordrende år foran os
(se det fulde dagsordensforslag her: dagsordener.gentofte, se vores høringssvar her)
Det skyldes, at 50 meter-bassinet i Kildeskovshallen står over for en omfattende renovering, der forventes at vare 12-18 måneder – i værste fald 24 måneder – fra sommeren 2026. Renoveringen betyder, at den samlede vandkapacitet i Kildeskovshallen reduceres med 59 procent.
Gentofte Svømmeklub har gennem halvandet år været i tæt og konstruktiv dialog med kommunen gennem adskillige møder med direktøren for Børn og Skole, Kultur, Unge og Fritid og med borgmesteren om konsekvenser og mulige løsninger i renoveringsperioden.
Vi har i forløbet ikke lagt skjul på, at det kan få fatale, eksistentielle konsekvenser for Gentofte Svømmeklub både nu, under selve renoveringen og i en lang årrække frem.
Vi har flere gange spurgt, om ikke en renovering af Kildeskovshallen kan afvente opførelsen af en ny, mulig svømmefacilitet ved Gentofte Sportspark. Men det er kommunes vurdering, at det er nødvendigt at gennemføre renoveringen med start i 2026. Dog har Gentofte Kommune nu bedt om en ekstra second opinion ved at lade Teknologisk Institut undersøge 50 meter-bassinets forfatning en ekstra gang.
Gentofte Kommune har udarbejdet i alt fem modeller for vandfordelingen i de tre tilbageværende bassiner i Kildeskovshallen i renoveringsperioden. De tre første modeller forudsætter, at man vil kunne finde ledig vandkapacitet i nabokommunerne, som Gentofte Svømmeklub kan leje i renoveringsperioden. Det har desværre vist sig, at der ikke er ledige baner at leje i perioden.
En fjerde model opererer med et midlertidigt popup-bassin (5 baner af 25 meter), som Gentofte Kommune kan leje og opsætte midlertidigt ved Kildeskovshallen under renoveringen som supplement til de eksisterende bassiner i den gamle del af Kildeskovshallen – 25 meter-bassinet, springbassinet og børnebassinet. Prisen for at leje et sådan popup-bassin vurderes at ligge mellem 11 og 15 mio. kr.
Efter vedholdende dialog med kommunen er en ny, femte model udarbejdet, der anskuer vandfordelingen i renoveringsperioden på en helt ny, ekstraordinær måde, hvor Gentofte Svømmeklub i vid udstrækning skånes under hele renoveringen. Det medfører, at Gentofte Svømmeklub bliver primær aktør i Kildeskovshallen i renoveringsperioden – ikke med samme mængde vandkapacitet som med et supplerende popup-bassin, men med en brugerinddeling, der for alvor giver nye, fleksible muligheder i at få størstedelen af klubben gennem renoveringen på.
Da det har vist sig, at der ikke er ledig vandkapacitet at leje i nabokommunerne, vil hver af de tre første modeller i varierende grad have fatale og eksistentielle konsekvenser for Gentofte Svømmeklub på såvel kort som meget lang sigt. Omvendt vil den fjerde model, hvor der suppleres med et eksternt, midlertidigt popup-bassin, synes at tage hånd om de største konsekvenser for os som forening under og efter renoveringsperioden – dog med en urimelig lejeomkostning til følge.
Det er Gentofte Svømmeklubs vurdering, at vi vil kunne få svømmeklubben nogenlunde helskindet gennem den omfattende renoveringsperiode, hvis kommunalbestyrelsen vælger model 5.
De fem forslag skal nu drøftes i først kultur- og fritidsudvalget i næste uge, inden det i sidste ende er op til kommunalbestyrelsen den 31. marts at vælge den endelige model til vandfordeling under den forestående renovering.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Gentofte Svømmeklub gennem flere år har ytret ønske om at overtage Gentofte Kommunens svømmetilbud, KSS. Som det også fremgår af dagsordenen til næste uges møde i kultur- og fritidsudvalget, tager Gentofte Kommune nu initiativ til en konkret dialog med Gentofte Svømmeklub, om der kan findes en model herfor.
Det ligger naturligt for Gentofte Svømmeklub at overtage den del af KSS, der vedrører foreningslignende tilbud for børn og unge – herunder babysvømning – mens vi omvendt ikke har de faglige specialkompetencer til at løfte senioraktiviteterne og aktiviteter for borgere med særlige behov i dagtimerne på hverdage. Netop disse aktiviteter ligger i vores optik fortsat i en naturlig forlængelse af de kommunale kerneopgaver.
Det er Gentofte Svømmeklubs klare overbevisning, at vi med en overtagelse af KSS’ foreningslignende aktiviteter vil kunne optimere det samlede svømmetilbud til kommunens børn, unge og øvrige motionister betydeligt både før og efter den forestående renovering af Kildeskovshallen.
Endelig skal det nævnes, at kultur- og fritidsudvalget i næste uge også skal forholde sig til et forslag om en udvidelse af den offentlige åbningstid. Dette er en udmøntning af budgetforliget fra sidste år. Her er der fremlagt to forslag - en stor model, der især udvider åbningstiden i weekenden, hvor der i forvejen er pres på bassinerne, samt en mindre model, hvor den offentlige åbningstid alene udvides i morgentimerne på hverdag for så vidt angår baner i 25 meter-bassinet.
Den store model med udvidet åbning på weekenddage vil have direkte konsekvens for en række af Gentofte Svømmeklubs svømmeskolehold, kunstsvømningshold og bredde-ungdomshold i weekenden såvel lørdag som søndag eftermiddag. Den lille model af den udvidede, offentlige åbningstid påvirker ikke umiddelbart Gentofte Svømmeklubs aktiviteter, hvorfor det er dén af de to modeller, vi alene kan anbefale.
Ovenstående sætter naturligvis en række tanker i gang. Men det er vigtigt at understrege, at Gentofte Svømmeklub har været helt tæt på processen sammen med Gentofte Kommune, hvor vi har fået mulighed for at udfordre de fremlagte modeller og lægge alternative løsningsforslag frem.
Efter kommunalbestyrelsesmødet den 31. marts kender vi udfaldet af de politiske drøftelser og beslutninger. I forlængelse heraf vil vi indkalde til et informationsmøde i begyndelsen af april. Her forventer vi også at kunne præsentere de første indikationer i forhold til en udvidelse af Gentofte Sportspark – og hvorvidt det også omfatter mere svømmekapacitet, som Gentofte Kommune i høj grad har brug for.
På bestyrelsens vegne
Jan Mindegaard
Formand