LIFE Gentofte søger nye kystlivreddere
Vil du være med til at skabe tryghed og sikkerhed ved Gentoftes kyst?
LIFE Gentofte søger nye kystlivreddere til næste sæson til bemanding på Bellevue Strand, Charlottenlund Strand, Skovshoved Havnebad og Hellerup Strand.
Send din ansøgning til næste sæson HER.

Hvad er LIFE?
LIFE er en del af Gentofte Svømmeklub og har fokus på livet omkring kysten i Gentofte Kommune. Vores vision er at styrke vandsikkerheden og skabe en mere tryg og sikker oplevelse ved Øresund for både borgere og øvrige brugere af kysten.
LIFE blev etableret i 2020 i et samarbejde mellem Gentofte Svømmeklub og Gentofte Kommune.
Vores kerneopgaver er blandt andet at:
skabe sikkerhed langs kommunens kystlinje fra Hellerup Strand til Bellevue Strand
undervise kommunens skoleelever i svømning
give unge mulighed for arbejde med afsæt i deres kompetencer inden for vandaktiviteter og førstehjælp
Om jobbet som kystlivredder
Som kystlivredder i LIFE bliver du en del af det team, der varetager sikkerheden på kommunens fire badeområder:
Hellerup Strand
Charlottenlund Strand
Skovshoved Havnebad
Bellevue Strand
Dine arbejdsopgaver
Som kystlivredder vil du blandt andet skulle:
overvåge området i og omkring vandet fra den opstillede livredderpost
yde nødvendig førstehjælp
udføre redningsaktioner i vandet ved behov
kontakte og samarbejde med relevante redningstjenester og beredskab, fx 112, 114 og eventuelt 1813
foretage risikovurderinger af området
løse mindre praktiske opgaver, fx rette bøjer eller fjerne farlige genstande fra vandet og stranden
hjælpe med turistinformation ved behov
Du bliver en del af Gentofte Svømmeklub, og vi forventer, at du også bidrager til klubbens aktiviteter ved strandene i løbet af sommeren, herunder fx AquaCamp og andre arrangementer.
Der vil desuden være mulighed for at deltage i events med fokus på open water-svømning, blandt andet Gentofte Svømmeklubs ICE Challenge, som afholdes tre gange om året.
Uddannelse og certificering
For at blive kystlivredder i LIFE skal du gennemføre flere uddannelsesdele.
Uddannelsen består af:
ERC-førstehjælpskursus
ILS bassinprøve
ILS åbent vand-prøve
Du kan læse mere om prøvekravene her: ILS prøvekrav
Krav til ansøgere
For at søge stillingen forventer vi, at du:
er fyldt 18 år eller bliver det inden uge 25 i indeværende år
vurderer, at du kan leve op til de gældende prøvekrav
har erfaring og kompetencer i og omkring vand, fx inden for svømning, kajak, sejlads eller surfing
kan arbejde mindst 3 uger i løbet af sæsonen, som strækker sig fra uge 25 til uge 32
Der vil blive indhentet børneattest inden ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Kontakt Anders Møller for at søge stillingen:
E-mail: Anders@gentofteswim.dk
Telefon: 28 56 37 60
Instruktionsvideoer om livredning
Dansk Råd for Genoplivning har i samarbejde med TrygFondens Kystlivredning udarbejdet syv instruktionsvideoer om livredning.
Du finder alle syv videoer her: Kurser for livreddere
