Leveret af Google OversætOversæt

Ønsker du at blive medlem af Gentofte Svømmeklub?

Bliv medlem her

Vedtægter

 

Revideret den 16. marts 2021

Vedtægter for Gentofte Svømmeklub

§1. Navn, hjemsted og formål.


Gentofte Svømme Klub, der har hjemsted i Gentofte Kommune, er stiftet den 10. december 1959.

Foreningen er tilsluttet Region Nordsjælland, Dansk Svømme Union under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og er underlagt deres love og bestemmelser. Klubbens hjemmeside er www.gentofteswim.dk.

Klubbens formål er, at virke til svømmesportens fremme ved at udbrede kendskabet til svømning blandt Gentofte Kommunes ungdom.

§2. Medlemmer.


Som aktivt eller passivt medlem kan bestyrelsen optage enhver, der er interesseret i svømmesporten. Æresmedlemmer kan på bestyrelses forslag udnævnes ved en generalforsamlingsbeslutning. Passive medlemmer har fortrinsret på ventelister til hold.

§3. Indmeldelse og kontingent.


Indmeldelse skal ske skriftligt via klubbens hjemmeside. Ved indmeldelse betales kontingent for den resterende del af sæsonen samt et indmeldelsesgebyr. Kontingent for hele sæsonen opkræves ved sæsonstart.

En sæson går fra august til juli. Kontingent for aktive og passive medlemmer samt indmeldelsesgebyr fastsættes på den ordinære generalforsamling med virkning fra den efterfølgende sæsons begyndelse. Bestyrelsen er bemyndiget til at fastsætte og opkræve gebyrer herunder ventelistegebyr og rykkergebyr.

§4. Udmeldelse m.v.

  • Udmeldelse skal ske skriftligt til kontor@gentofteswim.dk
  • Ved udmeldelse inden uge 42 refunderes 75% af kontingentet.
  • Ved udmeldelse inden 31/12 refunderes 50% af kontingentet.
  • Efter 31/12 refunderer klubben ikke noget kontingent.
  • Ved udmeldelse kan man ikke overføre kontingent til andre personer eller andre aktiviteter.
  • Kontingentet er betaling for et medlemskab og ikke for en bestemt mængde idræt. Et foreningsmedlemskab er ikke omfattet af forbrugeraftale loven og derfor vil der ikke blive ydet økonomisk godtgørelse ved aflysning af timer.
  • Aktive medlemmer, der er i kontingentrestance, kan udelukkes fra at deltage i klubbens arrangementer, og de kan – efter der er afgivet varsel herom – ekskluderes af klubben.
  • Betales skyldigt kontingent ikke efter 1 måned påløber et administrationsgebyr.


§5. Bestyrelsen.


5.1. Valg til bestyrelsen m.m.

Klubben ledes af en på generalforsamlingen valgt bestyrelse.

Bestyrelsen skal sammensættes af: 1 formand samt 6-8 bestyrelsesmedlemmer.

Endvidere skal vælges 1-2 suppleanter, samt 1 ekstern revisor.

Bestyrelsesmedlemmerne vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen.

I ulige år vælges formand og 2-3 øvrige bestyrelsesmedlemmer. I lige år vælges 4-5 bestyrelsesmedlemmer.

Suppleanter vælges for et år ad gangen. Der vælges en 1.suppleant og en 2. suppleant.

Formanden vælges således direkte af generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig i øvrigt på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen, idet der herunder udpeges 1 næstformand, 1 sekretær og 1 kasserer.

Udtræder i valgperioden noget medlem af bestyrelsen, indtræder først 1. suppleanten, dernæst 2. suppleanten.

Revisorerne er valgt for et år ad gangen.

Forældre, hvis børn er umyndige medlemmer af klubben er valgbare til bestyrelsen. Alle medlemmer som er myndige, og som ikke er i kontingentrestance eller fastlønnet af klubben er tillige valgbare..

5.2. Bestyrelsens daglige virke.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 5 medlemmer er til stede.

Bestyrelsen skal føre protokol over generalforsamlinger, bestyrelsesmøder og vigtige begivenheder inden for klubben.

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til løsning af særlige opgaver.

Bestyrelsen kan indkalde udvalg og/eller trænere til bestyrelsesmøder, når dette skønnes påkrævet.

§6. Regnskab og revision.


Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

Kassereren skal inden 1.februar afgive driftsregnskab og statusopgørelse pr. 31.december til revisorerne.

Regnskab samt budget for indeværende år lægges ud på klubbens hjemmeside samtidigt med indkaldelse til ordinær generalforsamling.

Revideret regnskab skal foreligge på generalforsamlingen

§7. Tegningsregler.


Klubben tegnes af formanden i forening med kassereren.

§8. Klubbens midler.


Klubbens midler indsættes i bank i klubbens navn. Dele af midlerne kan – efter vedtagelse i bestyrelsen – anbringes i danske børsnoterede obligationer.

På kontoen kan kun hæves ved underskrift af klubformanden eller klubkassereren.

Større ikke budgetterede investeringer / udgifter kan kun foretages efter godkendelse af et flertal af bestyrelsen.

§9. Ansvar.


Klubben hæfter med hele sin formue for opfyldelse af de af klubben påhvilende gældsforpligtigelser.

De enkelte bestyrelsesmedlemmer kan ikke gøres personligt ansvarlig for nogen af klubben påhvilende gældsforpligtigelser.


§10. Generalforsamlinger.


10.1. Generalforsamlingen har, med de indskrænk-ninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender.

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved opslag på klubbens hjemmeside og på opslagstavler i Kildeskovshallen.

Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Den fuldstændige dagsorden offentliggøres ved opslag på klubbens hjemmeside og på opslagstavler i Kildeskovshallen.

Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Ethvert medlem har een stemme forudsat medlemmet ikke er i restance, og at medlemmet har været medlem af klubben i de sidste 6 måneder før generalforsamlingens afholdelse. Stemmeret har medlemmer der er fyldt 13 år. Forældre til medlemmer, der er under 13 år ved generalforsamlingen, kan stemme på deres barns vegne. Forældre til flere medlemmer under 13 år har een stemme pr. medlem under 13 år.

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der leder forhandlingen og bestemmer afstemningsmåden.

Skriftlig afstemning skal dog finde sted, når mindst 5 stemmeberettigede forlanger det.

Har en generalforsamling truffet afgørelse i en sag, kan denne ikke på ny frembringes før tidligst på den efterfølgende ordinære generalforsamling.

10.2. Den ordinære generalforsamling.

Den ordinære generalforsamling afholdes senest den 31. marts hvert år med følgende dagsorden:

a. Valg af dirigent

b. Formandens beretning

c. Referat fra udvalg

d. Forelæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.

e. Fastsættelse af kontingent m.v. i flg. § 3 samt gennemgang af det løbende års budget.

f. Behandling af indkomne forslag

g. Valg til bestyrelsen

h. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen

i. Valg af ekstern revisor

j. Eventuelt


10.3

Digital generalforsamling. Bestyrelsen kan beslutte, at der udelukkende afholdes en digital generalforsamling.

Stk. 2. Beslutningen efter stk. 1 kan alene træffes, såfremt en fysisk generalforsamling ikke kan afholdes som følge af force majeure, herunder ved myndighedspåbud.

 

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter de nærmere krav til de digitale systemer og medier, der skal anvendes i forbindelse med den digitale generalforsamling efter stk. 1. Bestyrelsen skal ved en digital generalforsamling sikre, at generalforsamlingen afvikles på betryggende vis, herunder at vedtægternes øvrige bestemmelser om generalforsamlingens afvikling iagttages. Det anvendte system skal være indrettet på en sådan måde, at der sikres betryggende deltagelse og afvikling under hensyntagen til medlemmernes ret til at ytre sig og stemme på generalforsamlingen.

 

Stk. 4. Bestyrelsen skal gøre foreningens medlemmer bekendt med, at der afholdes en digital generalforsamling i forbindelse med indkaldelse til generalforsamlingen.

 

Stk. 5. Bestyrelsen skal oplyse foreningens medlemmer om, hvordan digitale systemer skal anvendes i forbindelse med generalforsamlingen. Foreningens medlemmer skal ligeledes oplyses om, hvordan de tilmelder sig den digitale generalforsamling, og hvordan de kan finde oplysninger om fremgangsmåden ved generalforsamlingen.

 

Stk. 6. Det digitale system skal på pålidelig måde kunne fastslå, hvem der deltager i generalforsamlingen, således der undgås uvedkommendes deltagelse. Systemet skal ligeledes sikre muligheden for hemmelig afstemning.


10.4. Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, og skal indkaldes, når mindst 20 stemmeberettigede skriftligt forlanger det. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamling afholdes senest 1 måned efter, at opfordringen er kommet bestyrelsen i hænde, ledsaget af den til behandling ønskede dagsorden.

Ekstraordinære generalforsamlinger indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved opslag på klubbens hjemmeside og på opslagstavler i Kildeskovshallen.

§11. Ændring af vedtægter.


Ændringer i klubbens vedtægter kan vedtages på enhver generalforsamling, når mindst ¼ af klubbens stemmeberettigede er til stede, og når mindst ¾ stemmer er for forslaget.

Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanligt varsel indkalde til en ny generalforsamling. Hvis også ¾ af de på sidstnævnte generalforsamling afgivne stemmer er for forslaget, er dette vedtaget, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.

§12. Opløsning.

Klubbens opløsning kan kun finde sted på en i den anledning indkaldt generalforsamling. Mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede skal være til stede og en vedtagelse for opløsning af klubben kræver, at mindst 5/6 af de fremmødte stemmer for.

Opnås et sådant flertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen alene kan træffes med 5/6 flertal uden hensyntagen til fremmødet af stemmeberettigede.

Klubbens formue skal ved opløsning tilfalde almennyttige formål i overensstemmelse med den til enhver tid værende lovgivning om folkeoplysning.

Disse vedtægter er vedtaget ved klubbens stiftelse den 10.december 1959.

Ændrede den 19.december 1969
Ændrede den 10.marts 1972
Ændrede den 27.februar 1975
Ændrede den 17.april 1978
Ændrede den 6.marts 1980
Ændrede den 10.marts 1982
Ændrede den 3.marts 1983
Ændrede den 7.marts 1985
Ændrede den 5.marts 1987
Ændrede den 7.marts 1991
Ændrede den 27.maj 1997
Ændrede den 21. april 1999
Ændrede den 25. april 2001
Ændrede den 6. marts 2002
Ændrede den 26. august 2004
Ændrede den 16. marts 2005
Ændrede den 19. april 2006
Ændrede den 10. december 2008
Ændrede den 29. april 2009
Ændrede den 4. juni 2013
Ændrede den 4. april 2017

Ændrede den xx. marts 2021 

Facebook

Hovedsponsor

Samarbejdspartnere

Sponsorer