AQ3B henvender sig til svømmere i alderen ca. 11–14 år, mens AQ3A er for svømmere i alderen ca. 13–16 år, der ønsker at holde sig i form og samtidig videreudvikle deres svømning i et engageret og motiverende miljø.
På AQ3-holdene er der fokus på både teknisk udvikling, fysisk træning og fællesskab. Vi håber derfor også, at svømmerne har lyst til at engagere sig i holdet og deltage i de sociale og sportslige arrangementer, som løbende tilbydes gennem sæsonen. Her er der særligt fokus på at styrke fællesskabet, skabe gode oplevelser og give svømmerne mulighed for at udfordre sig selv og teste egne færdigheder.
AQ3B er et meget øvet hold, mens AQ3A er for de super øvede svømmere. Svømmerne vurderes og placeres på holdene af instruktørerne ud fra alder, niveau og erfaring. Holdene modtager primært svømmere fra AQ1- og AQ2-holdene samt klubbens konkurrenceafdeling (MS2, G3 og eventuelt G2), når svømmeren passer til holdets niveau og aldersgruppe.
Det forventes, at svømmeren anskaffer et par korte svømmefinner, da disse bruges aktivt – især i første halvdel af sæsonen – som støtte til den tekniske udvikling. Finnerne vil dog fortsat indgå løbende i undervisningen til forskellige træningsformål. Derudover anbefales det, at svømmeren har en lille bensparksplade, en pullbouy, et par fingerpadler samt en snorkel. Korte svømmefinner har dog højeste prioritet.
Begge hold tilbydes tre ugentlige træninger af én times varighed samt 60 minutters dryland-træning.
Forventninger til AQ3B
Svømmere på AQ3B forventes som minimum at kunne svømme crawl og rygcrawl samt have stiftet bekendtskab med brystsvømning og butterfly. Derudover forventes det, at svømmerne har øvet startspring og vendinger. Træningsmængden ligger typisk på ca. 1500–2500 meter pr. træning, afhængigt af træningens indhold og fokus.
Forventninger til AQ3A
Svømmere på AQ3A forventes at kunne svømme alle fire stilarter samt beherske startspring og vendinger. Træningsmængden ligger typisk på ca. 2000–3000 meter pr. træning, afhængigt af træningens indhold og længde.